Altertavlen i Vollerslev kirke


Det store maleri fra Vollerslev kirkes altertavle

Det sande lys, det der oplyser ethvert menneske, er ved at komme til verden.
Billedet på alteret i Vollerslev kirke forestiller krybberummet, stalden i Bethlehem, hvor Guds søn kom til verden, og omkring ham, de første, som glædede sig over ham og tilbad ham: Maria og Josef, hyrderne, englene og dyrene.
Det er et stort billede, og det ses langt ned i kirken.
Lige midt i billedet ses det nyfødte barn, der er et stærkt lys omkring ham, ja det er som om alt lys i billedet kommer fra ham. Barnet sover i sin uskyld, med lukkede øjne,  han hviler fuldstændig fredfyldt på strået i krybben, der er heller ingen, der ønsker at forstyrre ham, for alle omkring ham er stille og vender blikket mod ham i undren og betagelse og hengivenhed, som menigheden altid bør gøre i kirken.
Barnet er stort, det er så stort, så man næsten kan undre sig, men det er også meningen. Når kunstneren har malet barnet så stort, så er det naturligvis, for at vise os, at det er ham det handler om, han er det vigtigste i billedet, han er det vigtigste i kirken, han er det vigtigste i hele verden. Og at barnet er så stort gør, at han også kan ses af dem, der sidder langt nede i kirken, så de kan fæste deres blik på ham, så alle kan være med i den store glæde.
Han er nøgen, den lille Jesus, han ligger blottet på sit svøb, udsat og sårbar er han kommet til verden, prisgivet denne verdens mennesker, og det varer heller ikke længe før Herodes stæber barnet efter livet. Men her i krybberummet er han blandt mennesker og engle, der elsker ham og tror på ham, ligesom i kirken. At han er nøgen kan også betyde, at vi skal se ham, som han er, ikke skjult, ikke pakket ind i noget, men åbenbar.
Nærmest barnet er hans mor, Maria, hun er som så ofte på billeder klædt i rødt og blåt. Den røde indre dragt er kærligheden og det blå, som svøber sig om hende, er troen, himlen og evigheden.  Over hendes hoved ligger et hvidt tørklæde, for hvidt er glædens farve, og dette er den største af alle glæder, at Gud elskede verden således, at Jesus Kristus blev født, og det blev jul. Og som det blev jul i stalden, og som det bliver jul i kirken, sådan kan det blive jul i alles hjerter.
For menneskene omkring krybben, hvem er de? Umidelbart ser de ganske danske ud.  Billedet skildrer den første jul i Bethelehem med Josef og Maria og hyrderne, men det er også kunstnerens egen tid og sted, vi ser, og de mennesker, vi ser omkring krybben, kan være Vollerslevs mennesker, eller det kan være enhver, som tilbeder Guds søn og søger til kirke i julen.
Lidt usædvanligt er det at finde et alterbillede, der forestiller barnet i krybben. I den protestantiske tradition er der langt flere billeder af korsfæstelsen eller opstandelsen eller nadverens indstiftelse. men det er da dejligt, at også dette findes.
Billedet i Vollerslev viser ikke Jesus i nogen magtfuld skikkelse og ikke i nogen kraftfuld handling eller majestæt, men vi mærker tydeligt hvor stor magt Guds kærlighed og den udsatte, sårbare Kristus kan have over menneskers hjerter. Så når nu julen kommer: "Så lad os gå med stille sind, som hyrderne til barnet ind".
Alterbilledet er ikke signeret, men det er malet af Th. Wegener for omtrent 150 år siden.

Hanne Bohr


Vollerslev kirke    Gørslev kirke    Lidemark kirke    Bjæverskovkirke